lørdag 21. december 2024
ForsideRegionaltRegion Syddanmark tilbyder vaccinationer til efteråret

Region Syddanmark tilbyder vaccinationer til efteråret

-

Region Syddanmark tilbyder den kommende efterår- og vintersæson udvalgte grupper vaccination mod COVID-19 og influenza.
Det kommer til at ske på syv vaccinationscentre i henholdsvis Svendborg, Odense, Esbjerg, Sønderborg, Aabenraa, Kolding og Vejle samt et vaccinationssted på Ærø Sygehus.
Derudover går samtlige regioner i fællesskab i udbud med dele af vaccinationsopgaven, så en privat aktør også kan hjælpe til og sikre vaccination så tæt på borgernes hjem som muligt.

Når efteråret banker på døren, vil Region Syddanmark igen stå klar med et vaccinationstilbud til de borgere, der ifølge Sundhedsstyrelsen skal tilbydes COVID-19- og influenzavaccinationer.

På regionsrådsmødet 27. maj besluttede regionsrådet, at Region Syddanmark fra 1. oktober 2024 – 20. december 2024 vil tilbyde både COVID-19- og influenzavaccination på vaccinationscentre på følgende lokationer:

  • Odense
  • Svendborg
  • Esbjerg
  • Sønderborg
  • Aabenraa
  • Kolding
  • Vejle
  • Ærø Sygehus

Derudover vil regionen indgå samarbejde med en privat aktør, som f.eks. apotekerne, om at give vaccinationer til borgerne så nemt og tæt på deres hjem som muligt. Der vil også som tidligere år være regionale udkørende enheder til vaccination af borgere på f.eks. plejehjem eller i eget hjem, hvor det vurderes, at de ikke selv kan komme hen til et vaccinationssted.

Formand for Sundhedsudvalget Mette With Hagensen (S) siger :
“Sidste år var tilslutningen til vaccinationerne i Danmark den højeste i Europa. I Region Syddanmark kom vi også rigtig fint i hus med en samlet tilslutning til begge vacciner på lidt over 77 procent. Det niveau håber vi på, at vi kan gentage. Vi vil i hvert fald gøre vores bedste for at få tilrettelagt et vaccinationstilbud, der er så geografisk jævnt fordelt som muligt og med åbningstider og vaccinationstider, der passer til alle inviterede – derfor vil der – ud over på Fanø og Langeland – som udgangspunkt være to vaccinationssteder i hver af de danske kommuner i år”.

Økonomien afventer

Regionerne er lige nu ved at forhandle med de nationale sundhedsmyndigheder om økonomien for årets vaccinationsindsats.

Mette With Hagensen siger:
“I år forventes det, at vi samlet set vaccinerer det samme antal borgere over 65 år og sårbare målgrupper som sidste år. Så selvom vi ikke mere skal vaccinere 2-6-årige børn for influenza, så vil kvaliteten i det tilbud, vi kan give borgerne, være helt afhængig af de midler, vi får fra staten til at afvikle årets vaccinationsindsats. Men vi vil selvfølgelig gøre vores bedste for, at borgerne kan blive vaccineret så effektivt som muligt”.

Udbud for at finde privat aktør

Regionerne er i fællesskab gået i gang med et udbud for private aktører, så Region Syddanmark kan være klar med et samlet vaccinationstilbud 1. oktober 2024.

Mette With Hagensen siger:
“Erfaringerne fra sidste år viser, at vi skal i gang med udbud og detaljeplanlægning af vaccinationssæsonen så hurtigt som muligt. Derfor er jeg også glad for, at udbuddet om at finde den private samarbejdspartner allerede er godt i gang”.

Det endelige vaccinationstilbud i regionen og rammerne for tidsbooking informerer regionen borgerne endeligt om inden 1. oktober 2024. Det vil også fremgå klart i de invitationer, borgenerne modtager, hvor og hvornår de kan booke tid til vaccination.

Alle over 65 år inviteres

Ifølge Sundhedsstyrelsen vil alle syddanskere på 65 år og derover igen blive tilbudt COVID-19- og influenzavaccinationer, og de vil modtage invitationen via digital post. Hvis de er fritaget for digital post, vil de modtage et fysisk brev.

Derudover vil udvalgte grupper, f.eks. personer under 65 år med udvalgte kroniske sygdomme, gravide og personer med svært nedsat immunforsvar, også blive tilbudt vaccination mod både COVID-19 og influenza.

Sundhedsstyrelsen har i marts 2024 meldt ud, at regionerne ikke skal tilbyde influenzavaccination til børn mellem 2 og 6 år i år.

Fakta
I 2023 var Region Syddanmark med 84 vaccinationssteder fordelt på tværs af regionen henover vaccinationssæsonen den region, som havde næstflest vaccinationssteder.

I Region Syddanmark blev der samlet set givet 572.000 vaccinationer mod COVID-19 og influenza i sidste vaccinationssæson, der løb fra 1. oktober 2023 til 15. januar 2024.

Pressemeddelelse fra Region Syddanmark

Annonce