En patrulje fra UKA Vest i Padborg anholdte søndag aften en 42-årig mand. Han er sigtet for i alt ni tyverier af campingvogne til en samlet værdi af mere end 1 million kroner.
Retten i Herning har varetægtsfængslet en 42-årig mand i fire uger efter et grundlovsforhør mandag eftermiddag.
Søndag aften blev manden anholdt før grænsen af en patrulje fra UKA Vest hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
På det køretøj, som manden førte ved anholdelsen, havde han en campingvogn, som nogle timer forinden var blevet stjålet fra en forhandler i Randers.
Det er politiets formodning, at manden var ved at forlade landet med den stjålne campingvogn.
Anholdelsen er resultat af en målrettet efterforskning. Efterforskerne fra Den Mobile Tyverigruppe MTG ved Midt- og Vestjyllands Politi mener at kunne forbinde den 42-årige til i alt ni tyverier af campingvogne i sager helt tilbage fra oktober 2022.
Manden er sigtet for at have stjålet campingvogne til en anslået samlet værdi af mere end 1 million kroner.
Af hensyn til den videre efterforskning af sagen valgte dommeren at lukke dørene til grundlovsforhøret.
Den 42-årige mand nægtede sig skyldig i samtlige sigtelser.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland