Siden 2016 har DGI Sønderjylland haft kontor på Kystvej 18 i Aabenraa på den anden side af havnen. Nu er tiden kommet til nye og mere moderne faciliteter med et ønske om muligheder, der rummer langt mere end kontorfaciliteter, og de muligheder har Brundtlandparken:
”Her får vi et hjemsted, som udstråler den moderne tid, vi er i. Et sted, hvor der er plads til bevægelse, plads til at tænke ud af boksen, til at arbejde innovativt og vigtigst af alt, vi får plads til at invitere vores foreninger og frivillige ind til kreative processer med vores dygtige medarbejdere” siger DGI Sønderjyllands formand Hanne Lene Haugaard og fortsætter:
”Huset skal summe af aktivitet, bevægelse, begejstring og afspejle vores DNA i nogle gode rammer, hvor vi også kan holde arrangementer som f.eks. vores årsmøde og kursusaktivitet. Den indpakning lever 100% op til dét værdigrundlag, vi står for i DGI og det synes vi, at faciliteten her kan.”
Dørene åbnes for foreningslivet
I forbindelse med en flytning af DGI Sønderjyllands kontor har det været afgørende, at der er plads og mulighed for at invitere vores medlemmer og frivillige:
”Brundtlandparken har rammerne med alt inden for moderne kontorfaciliteter, arbejdsklima og energibesparelse i fokus med gode mødelokaler. Her kan vi nytænke og skabe muligheder for større
sociale arrangementer i en grad, vi ikke har gjort tidligere” siger DGI Sønderjyllands direktør Jacob Christian Hansen og fortsætter:
”Vi ser enormt mange muligheder for at styrke DGI Sønderjyllands synlighed, som et fælles
bevægelsessted midt i Sønderjylland, hvor foreningslivet mødes på tværs både indendørs og i faciliteterne omkring bygningen. Vi ser frem til at kunne invitere til leg, kreativitet og bevægelse.”
Nabo til det nye Toftlund Sport og Fritidscenter
Med flytningen kommer DGI Sønderjylland til at være helt tæt på foreningslivet i Tønder Kommune:
”Vi er utrolig stolte over at byde DGI velkommen til Tønder Kommune og til Toftlund,” siger borgmester Jørgen Popp Petersen og fortsætter:
”DGI’s beslutning om at slå sig ned her understøtter vores stærke fokus på fællesskab, sundhed og et aktivt forenings- og fritidsliv for alle borgere i kommunen. Samtidig ser jeg et stort potentiale for at skabe synergier med Toftlund Sport og Fritidscenter, hvor arbejdet med at skabe topmoderne idrætsfaciliteter er i fuld gang. Jeg glæder mig til at følge det forhåbentligt tætte samarbejde, som helt sikkert har potentiale til at løfte idræts- og foreningslivet til nye højder i Tønder Kommune,” slutter han.
DGI Sønderjylland flytter ind 1. januar 2025 og inviterer kort tid herefter til officiel åbningsreception.
Fakta:
- Adressen er Brundtlandparken 2, 6520 Toftlund
- Bygningen har et samlet areal på 1990 kvadratmeter fordelt i stueplan og 1. sal
- Udover moderne kontor- og mødefaciliteter rummer huset et stort konferencerum/festsal med cirka 150 siddepladser, kantine med eget køkken, parkeringspladser, stort foyer/aktivitetsområde, stort depot-område og to store omklædningsrum med bad i kælderniveau.
- Store udeområder tilegnet bevægelse/sport/aktiviteter
- Brundtlandparken er opbygget med energibesparelse i fokus ved at have solceller på taget til opvarmning af vand, luftgenanvendelse og udviklet energivenlig belysning.
Pressemeddelelse fra DGI Sønderjylland