Ved mandagens dialogmøde om Vojens Kultur- og Musikhus, hvor omkring 80 borgere fyldte salen, blev der tænkt store tanker om husets fremtid.
Først blev der budt velkommen, inden der kom en kort orientering omkring kommunale projekter rundt om i Vojens.
Herefter overtog livsstilsekspert Anne Glad, som blandt andet er kendt fra “Kender du typen” på DR. Hun var hyret ind som foredragsholder/inspirator, for at fortælle om hvad kultur er, og om hvordan de omkring 460 kulturhuse rundt om i Danmark bliver benyttet.
Dette var som inspiration inden de fremmødte blev fordelt i fire grupper.
Her skulle der drøftes om hvad der kan være af arrangementer, som kan sætte fokus på Vojens Kultur- og Musikhus i fremtiden. Grunden er at Haderslev Musikskoles aktiviteter bliver færre og dermed mangler der kort sagt nogle brugere.
Der blev diskuteret og drøftet godt i de forskellige grupper, som efterfølgende kort fremlagde deres ideer.
Disse ideer bliver samlet sammen så bestyrelsen for Vojens Kultur- og Musikhus, har noget at arbejde på i den kommende tid.
Mødet blev faciliteret af direktør ved Erhvervshus Sydjylland Mads Sandemann.
