Klubdirektørerne fra Herning, Herlev, Odense og SønderjyskE er blevet enige: 2024/25-finalerunden i den prestigefyldte pokalturnering Metal Final4 skal spilles i Sydjysk Sparekasse Arena 10. og 11. januar 2025. Og det bliver en finaleweekend, hvor de fire klubber i fællesskab samarbejder om at levere et stort event for ishockeyfans fra hele landet.
“Det er vigtigt for alle involverede parter, at beslutningen om at spille i Vojens er truffet i fællesskab. Derfor vil både de fire klubber, Danmarks Ishockey Union og Dansk Metal gøre alt for at skabe et fantastisk arrangement, der forhåbentlig bliver spillet for udsolgte huse”, siger Claus Fonnesbech Christensen, Ligachef hos Metal Ligaen.
“Det er en historisk måde at afvikle Final 4 på i et stærkt fællesskab omkring eventen og den økonomiske del. Personligt vil jeg takke både de lokale sponsorer for at bakke op omkring fundamentet til økonomien. Det en stor ære for SønderjyskE Ishockey at stå for værtskabet, og vi satser på at lave en kæmpe fest i Sydjysk Sparekasse Arena i januar 2025”, siger formand for ishockeyens Ligaforening, Klaus B. Rasmussen, der også er direktør for den arrangerende klub, SønderjyskE Ishockey.
Som noget nyt i forhold til tidligere sæsoner, bliver Metal Final4 koblet på Unlimited Hockey-programmet og andre sæsonkortholdere. De mest loyale fans får mulighed for at købe billetter først. Det samme gælder for de fire klubbers sponsorer i forhold til VIP-arrangementet, der til Metal Final4 vil blive holdt i Vojens-Hallerne lige ved siden af Sydjysk Sparekasse Arena, Haderslev Kommunes flotteste indendørs arena.
Fredagsbilletterne kommer til at gælde for begge kampe, der spilles 17:45 og 20:30 (opvarmningen til den anden kamp vil foregå i hal 2 i Vojens). For et lille ekstrabeløb kan man tilkøbe billet til lørdagens finale, der bliver spillet klokken 19. Begge dage vil der være fanzone før, under og efter kampene.
“Jeg er stensikker på, at Metal Final4 med den nye model bliver en succes. Alle fire klubber kommer til at bidrage til billetsalget, så vi sikrer os, at alle klubbers fans møder talstærkt op. På den måde får vi den største fest på lægterne – både fredag og lørdag”, siger direktør Torben Skovsgaard fra Herning Blue Fox.
“Det er anden gang, vi deltager i Metal Final4, og vi glæder os utrolig meget til at komme vil Vojens i kampen for vores første titel siden 1984. Vi kommer til at arbejde hårdt for, at så mange Eagles-fans som overhovedet muligt tager turen til en de store begivenheder i dansk ishockey”, siger Anders Mouritsen, der er direktør i Herlev Eagles.
Lodtrækningen til fredagens semifinaler blev at Herlev og Odense, mødes klokken 17.45, mens SønderjyskE møder Herning klokken 20.30.
Der vil i ugens løb komme info omkring billetsalg, VIP-arrangementer og andre tiltag i forbindelse med Metal Final4.
Pressemeddelelse fra SønderjyskE Ishockey