Fra imorgen den 1. april overgår elnetselskaber som N1 til sommertariffer, hvilket betyder, at prisen for at få transporteret strøm falder med omkring 50 procent i tidsrummet fra 6 om morgenen og frem til midnat.
For et elnetselskab som N1 begynder sommeren allerede 1. april.
Her overgår nettarifferne – som er den pris elforbrugere betaler for at få transporteret strømmen ud til stikkontakten – nemlig fra vintertid til sommertid.
For de mere end 800.000 elforbrugere, som N1 leverer strøm til, betyder det, at nettariffen falder markant i både højbelastningsperioderne fra klokken 06-17 og kl. 21-00 samt i spidsbelastningen, som dækker tidsrummet fra klokken 17-21. Faktisk falder nettariffen med henholdsvis 48 og 57 procent.
“Danskerne begyndte året med at sætte rekord i elforbruget. Nu kigger vi ind i en sommerperiode, hvor forbruget typisk ligger markant under vinterperioderne, og hvor vi samtidig skruer ned for tarifferne, så der kan være udsigt til at spare penge på elregningen – særligt hvis elforbrugerne samtidig viser omtanke og flytter endnu mere af deres forbrug væk fra spidsbelastningen”, siger Daniel Skovsbo Erichsen, kunde- og udviklingsdirektør i Elnetselskabet N1.
Derfor er der to tarifperioder
Når nettarifferne er inddelt i både vinter- og sommertariffer, hænger det tæt sammen med danskernes forbrug.
I de kolde vinter- og efterårsmåneder bruger vi nemlig markant mere strøm end i foråret og sommeren, og derfor er belastningen på elnettet i de måneder også markant højere – særligt i den såkaldte kogespids fra klokken 17-21, hvor elforbruget topper i Danmark.
Nettarifferne skal derfor tilskynde elforbrugerne til i så høj grad som muligt at bruge strømmen der, hvor der er bedst plads i elnettet. Derfor er nettarifferne for eksempel ens hele året i tidsrummet fra midnat til klokken 6 om morgenen, hvor belastningen på elnettet er lavest.
“Vi vil rigtig gerne udvide elnettet klogt, og det hjælper nettarifferne os med. Hvis alle bare bruger løs af strømmen om eftermiddagen og aftenen, kræver det en dyr og tidskrævende opgradering af elnettet. Ved at sprede elforbruget ud på hele døgnet, får vi mere for de penge, vi allerede investerer i at udbygge elnettet til et elektrificeret samfund. Det kommer i sidste ende elforbrugerne til gode, da de betaler til udbygningen af elnettet over tarifferne”, siger Daniel Skovsbo Erichsen.
Priser for netariffer for private elforbrugere (C-kunder)
Belastningsniveau | Vintertarif (oktober – marts) | Sommertarif (april – september) |
---|---|---|
Lavt (00-06) | 11 øre/kWh | 11 øre/kWh |
Højt (06-17) | 33 øre/kWh | 17 øre/kWh |
Spids (17-21) | 99 øre/kWh | 43 øre/kWh |
Højt (21-00) | 33 øre/kWh | 17 øre/kWh |