Jeg er helt klart for solcelleparker og for vedvarende energi og jeg ser gerne masser af dette i Haderslev Kommune.
Men der er en men.
Et stort MEN!
Jeg synes det er dybt problematisk, hvordan borgerne i Kastvrå er blevet behandlet.
Man kan altså ikke gå ud og love borgerne lokal forankring og når de så ikke ønsker solceller i området så hiver man bare det man har lovet tilbage og tromler tingene ned over borgerne.
Det er dybt forkasteligt og hører ingen steder hjemme.
Hvordan skal borgerne have tillid til politikerne når de agerer så utroværdigt. Når man går ud og giver en gruppe borgere et så tydeligt tilsagn så kan man i mine øjne ikke efterfølgende proklamere, at man har fravalgt princippet om lokal forankring når borgerne ikke er enige i ønsket om solceller i området.
Det er voldsomt utroværdigt og jeg forstår så sandelig godt hvis tilliden ligger på et lavt niveau.
Det tilsagn man har givet borgerne i Kastvrå er altså ikke noget man blot kan erklære var en fejl og så tromle hen over dem.
Så må man bruge sine ressourcer på, at finde et sted, hvor det er muligt med lokal forankring uden at skulle løbe fra sit løfte. Der skulle eftersigende være masser af muligheder for at finde dette.
Ændrer man ikke dels ageren og holder ved tilsagnet om lokal forankring ja så bliver det ufattelig svært, at tro på de ord og tilsagn, der kommer fra de pågældende personer. Hvem bliver lovet noget næste gang og derefter tromlet over?
Jeg er for solcelleparker, men imod mangel på politisk troværdighed.
Jeg er for respektfuld behandling af borgerne og dermed kan jeg kun være imod en solcellepark i Kastvrå
Læserbrev indsendt af:
Søren Haastrup
Alternativet Haderslev