tirsdag 15. oktober 2024
ForsideKommunaltHaderslev kommune ligger godt med i ny DI-måling

Haderslev kommune ligger godt med i ny DI-måling

-

Haderslev Kommune ligger i den gode tredjedel af landets bedste erhvervskommuner, ifølge Dansk Industris årlige måling i erhvervsvenlighed, der netop er offentliggjort. Samlet set ligger kommunen nummer 29 ud af de 98 kommuner.
”Vi er overordnet tilfredse med placeringen. Det fremgår af analysen, at der er steder, hvor det går godt for os, men også steder, hvor vi kan gøre det bedre. Nu kigger vi nærmere på analysen med særligt fokus på de steder, hvor vi ser potentiale for at forbedre os,” siger borgmester Mads Skau (V).
Han bakkes op af bestyrelseslederen for DI Sønderjylland, President, Refrigeration and Air Conditioning hos Danfoss A/S, Torben Pedersen:
”Det er vigtigt, at vi bygger videre på de positive resultater, og fokuserer på de områder, hvor der er behov for forbedring.”

Markant fremgang i grøn udvikling og private leverandører

Et af de steder, hvor kommunen er gået frem, er i kategorien ”Grøn udvikling”, hvor det i år er gået fra en 54. plads i 2023 til en 27. plads i 2024. Det vidner om kommunens øgede fokus på bæredygtighed og miljøvenlige initiativer.

  • Det er glædeligt at se, at Haderslev Kommune har gjort en indsats for den grønne omstilling. Det er et område, hvor virksomhederne virkelig efterspørger handling, vi har det også som fokus i bestyrelsen DI Sønderjylland, så det er yderst positivt, at kommunen rykker frem her, siger Torben Pedersen.

Også i kategorien “Brug af private leverandører” har Haderslev gjort en markant fremgang fra en 27. plads i 2023 til en 11. plads i 2024, samt en fremgang i sikring af erhvervsgrunde med plads til udvikling. Her er kommunen gået frem fra en 38. til en 17. plads.

Udfordringer med at tiltrække arbejdskraft

Det er en velkendt, men tilbagevendende udfordring, der trækker ned i statistikken for Haderslev Kommune: Udfordringen med at tiltrække arbejdskraft. I det forgangne år er Haderslev Kommune røget ned på en 69. plads, hvilket er en tilbagegang fra 57. pladsen sidste år.
”Det er en udfordring, vi tager meget alvorligt, fordi det har konsekvenser for vores kommunes vækst. Vi har en række initiativer i gang og området med både tiltrækning af erhverv og tilflyttere har meget høj prioritet i kommunens daglige arbejde. Så det er da ærgerlige tal at læse,” siger borgmesteren, der også peger på, at Haderslev Kommune ser ind i, at mange ældre forlader arbejdsmarkedet i de kommende år, hvilket yderligere svækker arbejdsstyrken.
Også i uddannelseskategorien er der en tilbagegang, særligt på erhvervsuddannelsesområdet. Her er kommunen faldet fra en 20. plads til en 58. plads.

Topplacering i sagsbehandling

Til gengæld skal virksomhederne ikke vente længe, for at blive betjent i Haderslev Kommune; Kommunen lå allerede lunt i svinget i 2023, og er i 2024 avanceret op til en sjetteplads på landsplan i at håndtere sager effektivt.
”Det er vi selvfølgelig stolte af. En god og hurtig sagsbehandling er vigtig i forhold til erhvervslivet,” siger Mads Skau.

Fakta om Lokal Erhvervsvenlighed 2024:

  • DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2024, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 15. år i træk DI laver en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
  • 7479 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.
  • Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Typerne af indikatorer vægter 50/50 i kategorierne.
  • Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.
  • 91 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De syv kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø, Dragør, Vallensbæk og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

Pressemeddelelse fra Haderslev Kommune

Annonce