I uge 32 danner Haderslev Kommune rammen om Danmarksmesterskabet i ballonflyvning, der finder sted i Gram. Arrangementet er et samarbejde mellem Dansk Ballonunion, Vision Gram og Haderslev Kommune. Det er første gang et danmarksmesterskab i ballonflyvning afvikles i Gram.
Et spektakulært syn venter tilskuerne, når danmarksmesterskaber i ballonflyvning skal afgøres i Gram senere på året. Det er Danmarks Ballonunion, der sammen med Haderslev Kommune og Vision Gram skal afvikle eventet.
“Vi glæder os utroligt meget til at afholde danmarksmesterskabet i Gram. Det bliver en helt unik oplevelse at flyve i områder, hvor vi ikke tidligere har udforsket de højere luftlag. Selvom vi endnu ikke kan love, at mesterskabet afgøres over Gram Slot, håber vi på det bedste og ser frem til spændende udfordringer i luften”, siger Claus Thomsen, formand for sportsudvalget i Dansk Ballonunion.
Gram Slot bliver hovedkvarteret for mesterskabet, men det er stadig et åbent spørgsmål, hvor konkurrencen præcist tager sin afslutning. Vind og vejr får det sidste ord, og det er denne uforudsigelighed, der gør mesterskabet ekstra spændende.
Borgmester Mads Skau glæder sig over, at DM i ballonflyvning kommer til Gram og ser det som en mulighed for at styrke turismen og bosætningen i området.
“Vi er glade for at være værter for eventet, for det er en unik mulighed for at vise, hvad vores smukke by og lokale faciliteter har at byde på. Det bliver en mindeværdig begivenhed for både deltagere og tilskuere. Det skaber ikke kun spænding og underholdning, men det bringer også opmærksomhed til kommunen, og det er netop den slags begivenheder, der er med til at skabe et dynamisk og attraktivt lokalsamfund,” siger borgmester Mads Skau.
Mens Dansk Ballonunion står for afviklingen af eventet, er Vision Gram blandt andet medarrangør af aktiviteterne på landjord. Der er allerede en masse forslag til aktiviteter på bordet lige fra ballondyr til fotokonkurrencer og luftguitarspil. Håbet er, at byens foreninger og frivillige har lyst til at bakke op om eventet.
“Vi tror, det kan give et gevaldigt løft til Gram, og vi glæder os til at være en del af planlægningen og afviklingen af DM i ballonflyvning. Vi ser frem til at aktivere foreninger og koordinere alle aktiviteter på jorden. Det er en fantastisk mulighed for at styrke fællesskabet og involvere vores lokalsamfund i en spændende begivenhed” John Flemming Hansen, formand for Vision Gram.
Arrangørerne er allerede i fuld gang med forberedelserne til uge 32, hvor 12-15 balloner forhåbentligt vil svæve over Gram. DM i ballonflyvning afgøres i dagene 7.-10. august.