Vojens Gymnastik- & Idrætsefterskole kan med stor glæde meddele, at Annika Hundebøl er ansat som ny forstander. Ansættelsen følger efter en periode, hvor hun har været konstitueret i stillingen, efter at den mangeårige forstander Tommy Mikkelsen fik nyt job. Dermed videreføres et mangeårigt og tæt engagement i skolens liv og udvikling.
Annika har haft sin daglige gang på skolen gennem de seneste 15 år og har dermed stort kendskab til både skolens hverdag, kultur og værdigrundlag. Ansættelsen markerer en naturlig fortsættelse af et langt og engageret virke på skolen, hvor Annika startede som lærer og senere har været pædagogisk afdelingsleder.
”Annika har indgående kendskab til skolen og med hendes ansættelse som forstander, ønsker vi i bestyrelsen at sikre kontinuitet i skolens ledelse og samtidig skabe et solidt fundament for den videre udvikling af efterskolen, særligt frem mod 2030, hvor uddannelsesreformen træder i kraft,” siger bestyrelsesformand Susanne Wind Kristensen.
Skolens værdier og fællesskab står centralt, og ambitionen er fortsat at styrke et miljø, hvor unge mennesker mødes med tillid, tydelige rammer og en nærværende tilgang til læring og fællesskab – både fagligt og menneskeligt.
Som forstander vil Annika arbejde målrettet med skolens profil og pædagogiske retning i tæt samarbejde med medarbejdere, elever og forældre. Et centralt fokus bliver at skabe de bedst mulige rammer for et trygt, udviklende og meningsfuldt efterskoleår, hvor fællesskab, dannelse og personlig udvikling går hånd i hånd.
“VGIE har haft en helt særlig betydning for mig gennem mange år, og jeg ser meget frem til at fortsætte arbejdet med at udvikle skolen på det værdigrundlag, vi står stærkt på. Vi går ind i en spændende tid, hvor vi bl.a. skal skabe et supergodt tilbud i den nye 10. klasse, og det er afgørende for mig, at vi fortsat sikrer trygge rammer, hvor vores elever får mulighed for både faglig og personlig udvikling. Vi skal ruste dem til at møde en krævende verden samtidig med, at de får en god og mindeværdig oplevelse med fra vores efterskole,” udtaler Annika Hundebøl.
Bestyrelsen ser frem til det fortsatte samarbejde og udtrykker stor tillid til, at skolens ledelse fortsat er i trygge og kompetente hænder.
Pressemeddelelse VGIE






