fredag 31. oktober 2025
ForsideGramFællesskabshuset i Vojens er en realitet

Fællesskabshuset i Vojens er en realitet

-

Røde Kors og Haderslev Kommune har idag, torsdag den 30. oktober underskrevet en samarbejdsaftale om Fællesskabshuset i Vojens

Underskrivningen fandt sted sted i det nye Fællesskabshus i Vojens, som vil blive et samlingspunkt der skal danne ramme om fællesskab, frivillighed og støtte til mennesker i sårbare livssituationer.

Aftalen skal styrke samarbejdet mellem Røde Kors og kommunens område for Social og Sundhed, så endnu flere borgere får adgang til meningsfulde fællesskaber og aktiviteter tæt på deres hverdag.

Samarbejdet retter sig især mod:

  • Mennesker i ensomhed eller mistrivsel
  • Sårbare børn, unge og familier
  • Indvandrere og migranter
  • Særligt udsatte borgere
  • Mennesker i akutte kriser

“Fællesskabshuset i Vojens bliver et varmt og levende sted, hvor mennesker kan mødes, dele erfaringer og finde fællesskab på tværs af alder og baggrund. Samarbejdet med Haderslev Kommune giver os mulighed for at række ud til endnu flere, der har brug for et sted at høre til,” siger Anne Kjerstine Jensen, formand for Røde Kors Vojens.

Hos Haderslev Kommune ser man også frem til samarbejdet:
“Når frivillige og kommunale kræfter går sammen, kan vi skabe stærkere fællesskaber og mere nærværende tilbud lokalt. Det handler om at møde mennesker dér, hvor de er, og Fællesskabshuset bliver et vigtigt omdrejningspunkt for det,” siger Allan Emiliussen, formand for Senior- og Sundhedsudvalget.

Et fællesskabshus for hele kommunen

Fællesskabshuset i Vojens skal fungere som et lokalt knudepunkt for aktiviteter og socialt samvær.
Her kan borgere møde frivillige, deltage i caféer, fællesspisning, rådgivning og temamøder, eller blot finde et trygt sted at høre til.
Røde Kors forventer, at huset bliver base for en række nye initiativer, fx socialcafé, pårørendestøtte, fællesskaber for mænd og demensvenlige aktiviteter.
Fællesskabshuset i Vojens står klar til at slå dørene helt op, så snart de sidste tilladelser fra myndighederne er på plads. Indtil da bruges huset allerede til planlægning og samarbejdsmøder, og de frivillige er i fuld gang med at gøre klar til aktiviteter for lokale borgere.

Om samarbejdsaftalen

Aftalen løber frem til 2027 og skal styrke videndeling, udvikling og koordinering mellem Røde Kors’ frivillige og Haderslev Kommunes medarbejdere. Der nedsættes en fælles styregruppe, og der udarbejdes en årlig handleplan med konkrete aktiviteter.

Pressemeddelelse

Annonce