Med ønsket om at give ishockeysporten endnu mere opmærksomhed og samtidigt at sikre, at der forsat bliver spillet topishockey i Sønderjylland, har en investorgruppe via et fælles holdingselskab pr. 24. april 2025 overtaget ejerskabet af Sønderjyske Ishockey A/S.
Endnu tættere samarbejde med erhvervslivet, øget eksponering og større oplevelser
Der stilles stadig større krav til elite- og ligaklubberne i Danmark.
Den nye investorgruppe ønsker at øge eksponeringen for sponsorerne og skabe endnu større oplevelser for både fans og sponsorer.
Det er derfor nødvendigt, at ishockeyen skal stå på egne ben. Det samme er sket i landsdelen med først herrefodbold, senere herrehåndbold og senest også med indkøbsselskabet SUSAM.
SUSAM er et unikt indkøbsfællesskab, som genererer attraktive indkøbsbesparelser indenfor indkøbsområder som bl.a. Transport & Logistik, Kontor & Facility og Brændstof & Energi m.fl., og giver netop noget tilbage til erhvervslivet, sponsorer og samarbejdspartnere i elitesporten i Sønderjylland, herunder Sønderjyske Ishockey.
Dette samarbejde fortsætter, og styrkes, dermed også til fordel for alle samarbejdspartnere i Sønderjyske Ishockey.
Med det mål at styrke egenkapitalen yderligere i Sønderjyske Ishockey A/S, bliver der etableret en støtteforening, ”Ishockeyens Venner”, som via håndsrækninger fra erhvervslivet skal sikre ansvarlig kapital til ishockeyselskabet. Tidligere borgmester HP Geil bliver bestyrelsesformand i Ishockeyens Venner.
Parallelt med ovenstående arbejde er der også ydet en stor hjælp fra det lokale erhvervsliv og Haderslev Kommune.
Selvstændig administration med stærk, lokal dedikation
Sønderjyske Ishockey A/S er allerede godt i gang med at etablere sin egen administration, som fremadrettet selv skal stå for alle aktiviteter, fra sponsorater til administration m.m. Der vil være velkendte ansigter i administrationen, men der vil også blive tilført nye kræfter og kompetencer, for at sikre en fortsat positiv udvikling, både sportsligt, men også i særdeleshed på eventsiden.
Sønderjyske Ishockey vil fortsat spille i lyseblåt og med samme velkendte logo, så på mange måder er alt også ved det gamle. Men med den nye struktur får Sønderjyske Ishockey en lokal og dedikeret organisation, som udelukkende kan fokusere på ishockey.
Kort og godt har investorgruppen med de nye ejere alene det ønske, at der også på den lange bane bliver spillet topishockey i Sønderjylland.
Fakta Sønderjyske Ishockey
Ishockeyen har siden 1963 gjort Sønderjylland kendt, og har formået at samle opbakning fra en hel landsdel. Der er historisk altid blevet løftet i flok.
Med 7x DM titler, 5x Pokaltitler og en europæisk titel er Sønderjyske Ishockey Danmarks mest vindende ishockeyhold i nyere tid. Holdet vandt senest det danske mesterskab og pokalmesterskabet i 2024, hvor op mod 100.000 tilskuere fulgte med fra lægterne på hjemmebanen i Sydjysk Sparekasse Arena, Vojens.
Pressemeddelelse: Sønderjyske Ishockey